Historien om Stilstand

Mr. Munson har længe ønsket sig at spille i et band. Han kontakter Dif, The Quiet Choir Boy og Animal for at høre om de er med på ideén. Dif skal lige spørge sin kone, The Quiet Choir Boy skal skaffe sig en bil, som kan fragte ham fra Gentofte til Helsinge, og Animal spørger “Er der øl og må jeg slå på tromme?” – Bandet er dermed klar!

Der øves af og til i de gode lokaler, hvor mange numre har fået en genfortolkning af Stilstand-gutterne. Medlemmerne beslutter hvilken genre de vil spille, nemlig oldies (50´er, 60´er og 70´er) samt pop og rock fra flere forskellige årtier. Senest er bandet også så småt begyndt at kaste sig over danske sange. Langt det meste af den musik, der bliver spillet, lægger op til at sætte gang i danseskoene.

I juli 2009 spiller bandet deres første koncert til Difs mors og mands bryllupsfest, hvor hele selskabet er ellevilde og danser den hele nat – eller ihvertfald til de 7 numre der blev spillet…

Siden juli 2009 har Stilstand øvet en gang om måneden, og i august 2010 spillede bandet til en stor 60-års fødselsdagsfest for 65 personer. I september spillede de til en stor 40-års fødselsdagsfest i Hornbæk, og bandet glæder sig til mange flere arrangementer i fremtiden…

Om navnet

Efter en grundig gennemgang af bandets første koncert, lagde medlemmerne mærke til, at de stod lidt stille under koncerten. Siden da har bandet arbejdet meget på motorikken og koordinationen.

Så til alle jer festglade mennesker derude:

Kridt danseskoene! Man skal som bekendt ikke skue Himmelhunden på hårene…

Medlemmerne

Animal

Denne sære skabning som lystrer det borgerlige navn Henrik Mortensen er bandets retarderede og ret rare rytmeboks. Han har produceret elektronisk musik både på egen hånd og en del sammen med Munson siden 1993, men siden han for første gang fik stukket et par trommestikker i hånden i Helsinge Ungdomscenter engang i midten 1990′erne, har interessen for trommer hængt ved – og fordi han indeholder både medfødte metronom-egenskaber og en stor portion stædighed, har ingen musikunderviser behøvet at spilde tid på ham.

Munson

Navnet Munson er direkte taget ud af den fremragende komedie “Kingpin” med Woody Harrelson, en skuespiller bandets guitarist er stor fan af. Han har spillet guitar i nogle år, og har siden 2009 modtaget undervisning et par gange om måneden. Meget af guitarspillet er selvlært, men Munsons underviser har dog lært ham meget, bl.a. tablatur, nodelæsning (light), fingerspil, rytmeguitar og en masse akkorder. Han elsker at spille på sin Furch western 6-strings guitar, og har i årevis ønsket, at spille i et lille hyggeband. Han tillader sig desuden, at synge med på enkelte sange.

The Quiet Choir Boy

Født med sorte tangenter mellem fingrene. Troede i lang tid at han ville gro fra det, men da han fik en børnebog i hånden under et ophold i Barcelona, begyndte fingrene automatisk at danse hen over det gamle klaver i stuen. Siden da er det blevet til en hel del optrædender på højskoler og i det århusianske band Shellfish, inden señor Velázquez, som han også kaldes, endelig vendte tilbage til sin hjemstavn Nordsjælland. I “Stilstand” dækker hans ofte meget kraftfulde soloer over en ydmyg mand, der tænker før han taler. Deraf navnet.

Dif Zellweger

Startede som 13-14 årig med at spille guitar og synge. I de sene teenageår og nogle år frem, var en del af den berømte/berygtede duo: “Saturday Off”, alias: “Lars & René” alias: “Bonanza & Røns”, som huserede med primitiv underholning i Nyhavn, samt til mindre festivitaser. Blev tilsagt stævne med ”Stilstands” øvrige medlemmer i foråret 2009, hvor bassen var det eneste instrument der ikke havde en ejermand. At spille bas-guitar, samtidig med at være forsanger, er en ny udfordring for den 31 årige MEN: “man lærer mens man lever”. Skræmmende instrument, fordi bass-guitaren er næsten lige så stor som forsangeren selv. Kælenavnet “Dif Zelwegger” blev indført af de 3 andre bandmedlemmer, da navnet afspejler både den “feminine” stemme  og den snart skallede isse.